Har virksomheden afdelinger flere steder i landet, koordinerer VUC undervisningen.
Det betyder, at dine medarbejderne altid bliver undervist ud fra samme koncept.
VUC tager medansvar for at udmønte Aftale om styrket opkvalificering
VUC-sektoren påtager sig som landets største leverandør af kurser, der styrker basale og almene kompetencer, et medansvar for at udmønte den netop vedtagne Aftale om styrket opkvalificering. VUC har mangeårig erfaring og ekspertise inden for opkvalificering af både beskæftigede og ledige, og med landsdækkende koordinering og et fast koncept er vi en stærk samarbejdspartner for både virksomheder, jobcentre, a-kasser og faglige organisationer.
Aftalepartierne bag beskæftigelsesreformen (S, V, DF, RV og K) har netop vedtaget en aftale, der skal styrke opkvalificeringen af ufaglærte. Derudover indeholder aftalen også initiativer, der på sigt skal sikre uddannelsesløft af ledige. I aftalen lægges der vægt på, at basale kompetencer ikke skal stå i vejen for, at voksne opkvalificerer og uddanner sig.
VUC tager medansvar for at styrke danskernes kompetencer
VUC har den erfaring og ekspertise, der skal til for at styrke danskernes basale og almene kompetencer. Hvert år opkvalificerer vi tusindvis af beskæftigede og ledige. Vi klæder dem på til en fremtid med øgede krav til kompetencer, efteruddannelse og produktivitet. Vi skaber med andre ord grundlaget for, at både beskæftigede og ledige efterfølgende får udbytte af og succes med fagspecifikke og jobrettede kurser og efteruddannelse.
I VUC-sektoren er der via VUC ERHVERV et stærkt og centralt koordineret samarbejde. Ikke alene er VUC landets største leverandør af kurser, der styrker basale og almene kompetencer, vi er også den eneste leverandør, der er landsdækkende. Vi arbejder alle ud fra samme koncept for afvikling af kurser og undervisning. Det betyder, at I som virksomhed, jobcenter, a-kasse eller faglig organisation kan forvente den samme høje og ensartede kvalitet i undervisning og projektledelse hver gang - i hele Danmark.
VUC har således både den faglige ekspertise og det praktiske setup til at styrke danskernes basale og almene kompetencer i hele landet. Det er derfor naturligt, at vi tager medansvar for at udmønte Aftale om styrket opkvalificering. Vi tager vores ansvar for at styrke danskernes kompetencer alvorligt.
VUC tager initiativ til endnu stærkere samarbejde med virksomheder, jobcentre, a-kasser og faglige organisationer
I Aftale om styrket opkvalificering er der fokus på, at virksomheder, jobcentre, a-kasser og faglige organisationer skal have de rette kompetencer til at identificere og motivere borgere med læse-, skrive- og regnevanskeligheder. VUC stiller naturligvis sin ekspertise til rådighed for at styrke kompetencerne hos disse parter. Vi vil derfor i den kommende tid tage initiativ til et endnu stærkere samarbejde med alle arbejdsmarkedets parter.
Læs mere om VUC ERHVERV's koncept