Har virksomheden afdelinger flere steder i landet, koordinerer VUC undervisningen.

Det betyder, at dine medarbejderne altid bliver undervist ud fra samme koncept.

Læs mere

Ét kursus blev til tre - VUC har succes med kompetenceudvikling hos Ricoh

Tilfældigheder førte til, at serviceteknikerne fra Ricoh kom i gang med et kompetenceudviklingsforløb hos VUC Business Partner i Lyngby. Et kursus i FVU digital, der gav medarbejderne nye digitale kompetencer, blev dog hurtigt så stor en succes, at yderligere to hold startede op. Professionel projektledelse fra VUC, fleksibilitet og kvalitetsundervisning har været nøglen til succes.

Da servicetekniker Troels Rasmussen fra Ricoh skulle løse en opgave hos VUC Lyngby faldt han tilfældigt i snak med salgs- og udviklingschef, Lars Lysdahl. Snakken kom hurtigt til at dreje sig om, at VUC også udbyder kurser og kompetenceudvikling for virksomheder. Særligt kurset FVU Digital fangede Troels’ opmærksomhed, for stærke IT-kompetencer er et must i jobbet som servicetekniker.

Professionel projektledelse fra VUC var et godt startskud
Da Troels Rasmussen kom tilbage til kontoret hos Ricoh, tog han fat i sin chef, Service Manager for Ricoh Danmark, Martin Laursen. Han fortalte om kurset i FVU Digital, og herfra var der ikke langt fra tanke til handling. Ricoh indgik en aftale med VUC Business Partner i Lyngby om et enkelt kursus i FVU digital for en gruppe serviceteknikere.

I planlægnings- og opstartsfasen var salgs- og udviklingschef Lars Lysdahl fra VUC sammen med en underviser på besøg hos Ricoh for at kortlægge, hvilke IT-kompetencer serviceteknikerne havde behov for at styrke. Underviseren så de systemer, som serviceteknikerne bruger i deres hverdag, og hun fik et indblik i deres arbejdsopgaver. Hun kunne i sin undervisning derfor tage udgangspunkt i de konkrete IT-udfordringer, som serviceteknikerne havde.

Ud over en struktureret tilgang til at kortlægge serviceteknikernes behov for IT-kompetencer var en vigtig del af projektledelsen fra VUC’s side også at stå for alt det praktiske omkring at søge løntabsgodtgørelse og støtte fra kompetencefonde til Ricoh. Service Manager for Ricoh Danmark, Martin Laursen, var glad for, at VUC tog sig af alt omkring forløbet, og for ham var det et godt startskud til den videre proces.

Ét kursus blev til tre - Covid-19 gav inspiration til fleksible løsninger
Da serviceteknikerne mødte ind til kurset, var det i Ricohs egne lokaler i Vallensbæk. Det sparede dem for transporttiden til VUC, men det havde også andre fordele: ”Jeg synes, det er meget bedre. Du er i dine hjemlige omgivelser. Vi er heller ikke helt væk fra arbejdspladsen. Vi er stadig tilgængelige i huset, hvis der er nogen, der har behov for det,” fortæller Jesper Holm.

Kurset i FVU digital var så stor en succes, at Ricoh besluttede at sende endnu et hold serviceteknikere på kursus. Kort efter opstarten af kurset, lukkede Covid-19 det danske samfund og dermed også undervisning med fysisk tilstedeværelse ned. VUC Business Partner fra Lyngby fik derfor hurtigt omlagt kurset til fjernundervisning. Det viste sig at være en løsning, der åbnede for nye måder at tænke kompetenceudvikling på. ”Covid-19 viste os, at vi kan køre vores kurser på en anden måde uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi har fået nye muligheder for at skræddersy kurser til virksomhederne endnu bedre”, fortæller salgs- og udviklingschef fra VUC Business Partner, Lars Lysdahl.

Service Manager for Ricoh Danmark, Martin Laursen så også perspektiv i at omlægge kurser for medarbejderne til fjernundervisning. Derfor er et tredje hold af serviceteknikere nu startet på fjernundervisning i FVU digital. Denne gang kommer deltagerne fra Ricohs afdelinger i hele landet. ”Det er et super fleksibelt produkt, VUC har. Det er tidsbesparende for os, at serviceteknikerne ikke skal bruge tid på at komme til Vallensbæk”, fortæller Martin Laursen.

Kvalitetsundervisning
For Ricoh gav VUC’s fleksible løsninger og professionelle projektledelse en god ramme om kurserne i FVU digital. VUC’s høje kvalitet i undervisningen var dog også afgørende for Martin Laursen, fortæller Lars Lysdahl fra VUC. ”Martin har givet udtryk for, at han er super glad for underviserens måde at gå til medarbejderne på. Hun har leveret overbevisende undervisning af høj kvalitet, og har haft styr på alt det, serviceteknikerne skulle lære”.

Flere gode historier

Turismeaktører i Nordjylland bliver bedre til tysk
23. september 2020Små turismeaktører i Nordvestjylland går sammen om at blive bedre til tysk Nordvestjylland tiltrækker hvert år millioner af turister, mange af dem er tyskere. For turismeaktørerne er det afgørende at kunne levere et godt serviceniveau og en god kundeoplevelse, og det er derfor en fordel at kunne tysk.
Medarbejderne hos RICOH får undervisning i FVU digital af VUC ERHVERV
15. september 2020Ét kursus blev til tre – VUC har succes med kompetenceudvikling hos Ricoh Tilfældigheder førte til, at serviceteknikerne fra Ricoh kom i gang med et kompetenceudviklingsforløb hos VUC Business Partner i Lyngby. Et kursus i FVU digital, der gav medarbejderne nye digitale kompetencer, blev dog hurtigt så stor en succes, at yderligere to hold startede op. Professionel projektledelse fra VUC, fleksibilitet og kvalitetsundervisning har været nøglen til succes.