Har virksomheden afdelinger flere steder i landet, koordinerer VUC undervisningen.
Det betyder, at dine medarbejderne altid bliver undervist ud fra samme koncept.
"Det er oplagt at efteruddanne medarbejderne netop nu"
Hos FGU FYN står klasselokalerne tomme. Eleverne er sendt hjem på grund af Covid-19, det samme er medarbejderne. Eleverne undervises virtuelt, og det har givet alle en ny og anderledes hverdag. For skoleleder Inger Poulsen var det oplagt at skabe tid til, at medarbejderne fik mulighed for at styrke deres digitale kompetencer netop nu. Når eleverne er tilbage på skolen, får alle travlt, og så er der ikke den samme tid til efteruddannelse af medarbejderne.
Ønske om at styrke digitale kompetencer
Allerede inden Covid-19 lukkede Danmark ned gav medarbejderne hos FGU FYN udtryk for, at de havde et ønske om at styrke deres digitale kompetencer. ”Meget af undervisningen på FGU er praktisk orienteret, og det er derfor vigtigt at kunne formidle viden på en visuel måde”, fortæller skoleleder Inger Poulsen. ”Lærerne følte, at de manglede redskaber til at krydre deres undervisning med enkle, pæne og spændende digitale præsentationer, og alle var enige om, at et kursus i FVU digital ville give dem nye kompetencer og inspiration til undervisningen af eleverne”.
Covid-19 nedlukningen blev startskud til efteruddannelse
Selv om Inger Poulsen allerede inden Covid-19 havde været i dialog med HF & VUC FYN om et kursus i FVU digital, var det dog nedlukningen, der blev startskuddet til at komme i gang. ”Det er oplagt at efteruddanne medarbejderne netop nu. Selv om medarbejderne har travlt med at undervise eleverne virtuelt, har vi valgt at skabe tid til kurset i FVU digital. Når skolen åbner igen, får lærerne mere end rigeligt at se til - så vil vi bruge ekstra tid på eleverne, og kan ikke skabe den samme tid til efteruddannelse”, fortæller Inger Poulsen.
Efteruddannelse via fjernundervisning var en succes
Da HF & VUC FYN ligesom FGU FYN er lukket for fysisk fremmøde på grund af Covid-19 skulle kurset i FVU digital afvikles som fjernundervisning - en løsning, der viste sig at være en succes. ”Fjernundervisning var en god måde at gøre det på. Vi sparede tid, og samtidig egnede fjernundervisning sig godt, fordi medarbejderne fik ekstra fokus på digitale redskaber, fordi selve undervisningen også var digital”, siger Inger Poulsen. ”Vi har virkelig lært noget, vi kan bruge lige her og nu - med det samme. Det er rigtig brugbart. Vi har fået noget godt materiale, vi kan læne os op ad fremover også”.
For Inger Poulsen var en del af succesen også samarbejdet med HF & VUC FYN’s lærere og konsulent. ”Vi havde et rigtig fint samarbejde. Nogle af mine medarbejdere syntes, at de var overmatchet, efter at de kom i gang med kurset, og de ville derfor gerne skifte til et andet niveau. Da jeg kontaktede VUC, blev der handlet hurtigt. De to undervisere var også meget kompetente og tålmodige. De var gode til at få alle med”.
”Jeg har allerede anbefalet flere i mit netværk at kontakte VUC, hvis de skal i gang med efteruddannelse af deres medarbejdere”, siger Inger Poulsen. ”VUC har været fleksible, og det har været en meget positiv oplevelse for mine medarbejdere. De har alle givet udtryk for, at kurset var rigtig brugbart”.
Photo by Anastasiia Kamil on Unsplash